Publiceret: 12.04.2010
For de mindre børn er der en spillefilm og to tegnefilm. Drengen Johannes er optaget af de store spørgsmål Hvad er det gode? og Hvad er det onde? Han finder svarene i fantasiens verden i Johannes' hemmelighed. Ville og Vilde Kanin er en film om rigtige venner for de helt små. Reden er en lille musikalsk solstrålehistorie om at leve i frihed eller fangenskab - og om ensomhed.
Tre piger med forskellig baggrund har fundet sammen i Second life på internettet, fordi de føler sig udenfor i skole og fritid. Set udefra er det ikke til at fatte, hvorfor netop de tre har skullet udsættes for ignorering og mobning hele livet. De usynlige piger følger hvordan pigerne med støtte fra hinanden lykkes med at træde nye stier og gøre håb og drømme til virkelighed.
Cem er en ung tyrkisk muslim i Danmark, som læser på universitetet. Han føler sig slået i hartkorn med religiøse fanatikere og oplever, at han skal forsvare sig selv og sin tro unødigt. Han har sat sig for at undersøge, hvad der gør, at andre unge vælger en fundamentalistisk tilgang til Islam. Se de svar han finder frem til i Terrorist ved et tilfælde.
R. Broby-Johansen - multikunstner, journalist, forfatter, kulturformidler, samfundsrevser. Han revolutionerede med sine digte i 1920'erne, og han gjorde kunst tilgængelig for alle mennesker og ikke kun det finere borgerskab. Til sin død i 1987 var han en engageret folkelig formidler, men også en provokerende debattør.













